Beliggenhed

 

Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Det er ikke for ingenting det gentages når en bolig skal vælges eller værdien af den bedømmes.

Der er masser af super smukke områder i Danmark. Dyre og billige områder - det er ligegyldigt. Der kan være lige skønt uanset prisen. Det er andre kvaliteter, man skal gå efter hvis man skal finde et dejligt hjem, som føles rart at komme hjem til.

Her i firmaet vurderer vi ikke kun liebhaverværdien efter om postnummeret er dyrt eller ej. Tværtimod findes der vidunderlige steder mange steder rundt i Danmark, med god stemning og med stor herlighedværdi. Hvor man kan finde ro, glæde og skøn energi. Det har vi alle sammen brug for. Nogle er mere bevidste om det end andre, men vi "lader op" og bliver inspireret af gode tanker, når vi er i gode omgivelser.

Hvis man vælger at bo i en by, er det også afgørende hvilke kvaliteter byen har. Vi sælger flest boliger på Sjælland, fordi vi er lokale i Nordsjælland og på Midtsjælland og i Vestsjælland.

Der er MANGE skønne og unikke områder på Sjælland:

Nordsjælland: Her er Gribskov, Esrum Sø, Arresø m.v. med til at skabe god energi i hele Nordsjælland. Og den lange kyststrækning ud mod Kattegat, giver en perlerække af skønne sommerhusområder på hele Nordsjællands Nordkyst. De er forskellige. Gilleleje har f.eks. liv hele året med havn og gode forretninger. Hornbæk er også særdeles efterspurgt ligesom Tisvilde og Tisvildeleje - men også områder som Rågeleje og Vejby har tilsvarende gode strækninger med gode beliggenheder og skønne strande.

Nordsjælland er generelt stærkt efterspurgt. Her er man tæt på København, her er god aktivitet, handelsmuligheder mange arbejdspladser og gode uddannelsesfaciliteter. Både for et fritidshus, for en villa og for en landejendom er det vigtige parametre. Og i Nordsjælland kan man finde det hele.

Kysten ud mod Øresund er eksklusiv, og har traditionelt altid været det. Det gælder hele vejen fra Helsingør til Hellerup. Det er både vandet, historien og nærheden til København, der betinger det - men også det faktum at mange af disse områder er bebygget med smukke huse, der vedligeholdes pænt og sammen skaber attraktive miljøer.

Midtsjælland: Der er mange utrolig smukke områder på Midtsjælland og det vrimler også med øvrige tilbud lige fra hyggelige bymiljøer som i Køge centrum, til gode transport- og handelsmuligheder i Ringsted og fantastiske uddannelsesmuligheder i Sorø. Man skal kun en smule væk fra landevejene, så viser der sig mange fine muligheder. Omkring Sorø f.eks. er der store smukke søer og skove som sørger for nogle af Danmarks herligste omgivelser til både huse og landejendomme. Og i hele området syd for Roskilde og omkring Skjoldenæsholm er landskabet også betagende og skaber miljø for de mange hesteejendomme og skønne villaer, der ligger her.

Vestsjælland: Vi sælger mange fritidshuse i Odsherred, fordi vi er lokalkendte og elsker stemningen i Odsherred. Her er kun en times kørsel fra København, og alligevel føler man at man er tilpas langt væk, og i en anden energi hvor det er let at slappe af. Det særlige lys og de mange solskinstimer man oplever på disse breddegrader er dejlige. Og mange kunstnere, gårdbutikker m.v. er også med til at skabe atmosfære. Vi har meget stor efterspørgsel på huse, der vender ind mod Sejerøbugten.

Vi har købere der søger i flere områder: Veddinge Bakker, Ordrup Næs, Tengslemark Strand, Gudmindrup Strand, Ordrup m.v. Gerne med udsigt til vandet, tæt på vandet eller endnu bedre: i første række til vandet. Rørvig er også meget efterspurgt, og vi har solgt mange skønne fritidsboliger i Rørvig. Her er super hyggelig stemning og gode restauranter, gode strande og masser af liv og hygge. Områderne Nordstrand, Korshage og Skansehage er stærkt efterspurgte, og her bliver husene ofte i familierne i mange år. Store skønne grunde, plantagestemning og en eksklusiv, afslappet atmosfære. Vi har også købere der søger fritidshuse ud mod Storebælt - særligt i området ved Stillinge Strand og sydligere, f.eks. ved Bisserup hvor vi har flere som søger et godt hus i det skønne miljø omkring havnen.