






Margrethelund 7, Ledøje, 2765 Smørum
Askelund - stor professionel dressurstald, 2 boliger, 7,5 ha - Ledøje/Smørum. Tæt på Kbh.
Askelund er en sjældenhed: En en stor, særdeles regulær, moderne, nyere hesteejendom med super beliggenhed. Den er opført i meget høj kvalitet med fuldt fokus på optimale træningsforhold, hestenes velbefindende, begrænset vedligeholdelse og gode miljøløsninger.
Ejendommen er både gennemført og gennemtænkt. Her er virkelig gode løsninger der gør hverdagen dejlig. Perfekte træningsfaciliteter for den dygtige rytter, og i øvrigt alt hvad man ønsker sig af en velfungerende stor professionel ejendom.
Beliggenheden er ret fantastisk. Man er tæt på "alting" - motorvejsnetværket til København, lufthavnen, Lyngby, Roskilde m.v. - Og alligevel er her stille, rart, fredfyldt og dejlig natur. Ejendommen ligger ideelt for enden af en rolig lille vej og der er grussti med 10 min. til Vestskoven.
Her er 2 gode boliger. Den ene ligger i det oprindelige stuehus og er på 111 m2. En rigtig dejlig bolig med have. Den anden er på 147 m2 og er indrettet på 1. salen af en af de øvrige bygninger. Den fremtræder særdeles indbydende, lys og med super udsigt over hestefaciliteternem.v. Bl.a. er denne bolig indrettet med et stort lyst åbent "leverum", der både rummer et lækkert køkken og spisestue- / stuearealet og fortsætter ud på en dejlig terrasse på 1. sal med fuld udsigt. Det er super vellykket.
Bygningerne rummer flere muligheder - dels for at drive erhverv eller udleje til erhverv ( flere former for erhverv er tilladt ), dels for at udvide boligarealerne, hvis der skulle blive brug for det.
Centralt i anlægget ligger den store ridehal, med bl.a. 20 X 60 m lækker ridebane med fiberbund. Ridehallen er indbydende, lys og venlig, isoleret og derfor rigtig rar både sommer og vinter. I den ene ende finder man en stor aflukket tribune med diverse faciliteter, køkken m.v. og ikke mindst er her store glaspartier i begge retninger. Det betyder at her er dejligt og lyst at opholde sig - og at man både kan se hvad der foregår inde i hallen og samtidig holde øje med aktiviteterne på den udendørs ridebane. Det er virkelig godt lavet. Udendørsbanen er 26x66 m. Her er fiberbund og automatisk vanding.
Staldforholdene er gennemtænkt på alle måder, så resultatet er blevet en meget rolig stald, hvor hestene har det godt. Her er 28 gode bokse - alle med vindue ud til det fri og selvfølgelig til staldgangen. Bred staldgang med god plads til både mennesker og dyr. Gummigulve i boksene og i striglepladserne. Et specielt ventilationssystem sikrer et godt indeklima i stalden. Og her er udebokse til sensitive heste. Gode opbevaringsfaciliteter, opvarmede sadelrum og depotrum. Vaskemaskine til dækkener m.v. Hele ejendommen præges af en ekstraordinær dejlig og rolig energi.
En lukket kvalitetswalker står lidt for sig selv.
Omkring bygningssættet er der gode hegnede folde så langt øjet rækker. 7,5 hektar hører til Askelund og ligger lige omkring ejendommen. Hovedparten af arealet er med græs og hegnet med træhegn til gode folde. Ejendommen ligger i et område med andre hesteejendomme i Ledøje v. Smørum. Geografisk ligger Ledøje lidt vest for København - mellem Lyngby og Roskilde.
Askelund er en komplet drømmeejendom, som er lige til at flytte ind i for en seriøs rytter, der gene vil udvikle sig og dyrke sin passion i gode omgivelser. Her kan alle nyde en virkelig rar atmosfære. Der er ikke mange ejendommen i så høj og nutidig kvalitet, hvor hestene har det så godt og man kan koncentrere sig fuldt og helt om sin sport og om et dejligt liv med dyrene.
Ønsker du en salgsvurdering?
Tlf. 48219121 / mail@pernillesams.dk
