Vejenbrødvej 9, Avderød 2980 Kokkedal

Solgt

Stemningsfuld lystejendom ved Hørsholm - stort boligareal.

En idyllisk landejendom, som ligger roligt og i dejlige omgivelser, kun få km. fra Hørsholm. En smuk, hvidpudset ejendom med stråtag - velholdt og topcharmerende både indvendig og udvendig. Den er ajourført med bl.a. jordvarme, solceller, fibernet m.v. Superfint energimærke A - hvilket er bemærkelsesværdigt godt for en ældre ejendom. Her er 15 tønder land, og særdeles smuk og varieret natur med søer, folde, skov, remisser, åløb m.v.

Boligarealet er 324 m2 med en herlig indbydende atmosfære. Man er meget privat, og overalt er udsigten vidunderlig. Fra terrassen som skabes i vinklen mellem stuehusets to længer har man f.eks. udsigt til en lille sø, og bag den ses markerne. Smukke lange kik, som skaber ro i sindet.
I den ene del af boligen har man et skønt lyst og stort køkken/alrum, hvorfra der også er udgang til terrassen. Her er også en mindre stue / kontor / værelse i tilknytning hertil. I den anden vinkel ligger en stor imponerende skøn stue, som har mange møbleringsmuligheder, pejs og udgang til terrassen. Hvis man er mange til middag, er det også i forlængelse af stuen at spisestuen findes. Endvidere badeværelse, bryggers, hall m.v.
På 1. sal finder man endnu et badeværelse og fem værelser af forskellige størrelser. Det ene anvendes i dag som billardstue med udgang til den skønneste store udsigtsterrasse her på 1. sal.
Ejendommen er opført i 1912, og er fulgt med tiden, så den er lige til at flytte ind i.

Lidt fra huset ligger den smukkeste garagebygning. Den er i samme fine stil som huset og med rigelig plads til to biler, værksted m.v. og et godt loft. Her er 52 m2 + loftet. Lidt for sig selv ligger ældre driftsbygninger af en overskuelig størrelse, som fungerer som værksted, foderrum, udhuse m.v. Omkring huset og bygningerne er her velholdt og skønne blomstrende buske, roser m.v. - og en fin lukket have. Total Morten Korch i nutidig udgave, og tæt på det hele. Man er få km. fra motorvejstilkørsel til København, få km. fra Hørsholm eller fra Hillerød. Det er muligt at drive flere former for erhverv fra ejendommen.

De 15 tønder land ligger samlet ved ejendommen. Ejeren har lidt får, der afgræsser noget af arealet, og Skotsk Højlandskvæg, der stortrives på de større foldarealer. Heste ville også nyde omgivelserne her. Oplevelsen på markerne er særlig hyggelig, for sælger har sørget for at der er skov langs foldene, som indrammer og skaber læ. For en jæger er her oplagte muligheder, for vildtet stortrives i de smukke stille omgivelser.

Sagsfakta

Sagsnummer21836
TypeBolig/Erhverv, Landejendom / Landbrug, Lystejendom
Ejerudgift3.455
Boligareal324 m2
Energimærke: A2010

Kontakt os

Tlf. 48 21 91 21